Fitnessfrelse

Da jeg forleden sad og svedte på motionscyklen i Fitness World (det hænder), kom jeg til at tænke på begrebet en "ud af kroppen"-oplevelse. Et udtryk, der ofte bliver brugt i forbindelse med sportslige udfoldelser som løb og cykling. Da jeg for tiden studerer Søren Kierkegaards Begrebet Angest (1844), slog det mig, at der er noget lidt misvisende over udtrykket, i hvert fald hvis man har Kierkegaards menneskeopfattelse in mente.

I BEGREBET ANGEST argumenterer Kierkegaard for, at mennesket som væsen er ulykkeligt splittet mellem sjæl og krop, det guddommelige og det dyriske. Det særlige ved mennesket er, at vi kan føle os fremmede for os selv. Af og til får vi følelsen af, at vi ikke rigtig er til stede i vores egen krop; at det, vi siger, ikke var det, vi egentlig ville sige; og at det, vi gør, ikke rigtig udtrykker den person, vi i virkelighed er.

Selvom moderne life coaches insisterer på, at vi selvfølgelig kan handle i overensstemmelse med det, vi gerne vil, og at det derfor er på høje tid, vi tager hånd om vores eget liv, oplever mange af os alligevel i stille stunder, at vi på en underligt uforløst måde halter bagefter vores egen tilværelse. Som om vores krop var en andens.

Menneskets opgave i livet, siger Kierkegaard, er derfor at forene sjælen med kroppen. Vi må hele den splittelse, der gør os rastløse, rodløse og grundlæggende angste.

NÅR MAN EFTER en dejlig, lang løbetur siger, at man havde en "ud af kroppen"-oplevelse, tror jeg dybest set, man prøver at udtrykke, at man har været fri af denne splittelse. Benene nærmest fløj hen over asfalten, og tankerne hverken nagede eller kværnede, men susede ind og ud ad hovedet, ét med åndedrættet, lyden af fugle, biler, regnvejr og fødderne, der placerede sig den ene foran den anden, uden at man skænkede bevægelsen en tanke. På en måde var det, som om kroppen blev revet løs fra bevidstheden, og man i den halve time, det varede, fik lov at være et galoperende dyr. Og samtidig var det, som om bevidstheden fik lov at flyve, uden at kroppen tyngede den til jorden.

MEN SET PÅ den måde skulle det vidunderlige i oplevelsen netop ligge i splittelsen mellem krop og sjæl, og det var jo den, der var problemet. Derfor burde man måske med afsæt i Kierkegaards menneskesyn snarere tolke "ud af kroppen"-oplevelsen som udtryk for den omvendte bevægelse. At sjæl og krop ikke skilles yderligere fra hinanden, men smelter sammen. At de ophæves i en syntese, der desværre ikke varer ved: aldrig så snart har man stillet løbeskoene, før det splittede blod igen pumper hvileløst gennem årerne.

Sommerfuglemandens tragedie

I lyset af Monica Furlongs biografi Genuine Fake (1986) fremstår Alan Watts (1915-1973) som et tragisk, modsætningsfyldt menneske, der var så tæt på og alligevel langt fra rigtig at have forstået de tanker, han selv formidlede så levende om det at være til.

WATTS VAR FØDT i England, men blev især blev kendt for sin rolle i den amerikanske hippiebevægelse, hvor han fremturede som buddhistisk inspireret filosof med et glimt i øjet og en helt usædvanlig formidlingsevne. I Watts' mund blev selv de tungeste værkers mest snirklede syntakser til lette, elegante sætninger, der gav mening på samme intuitive måde som et stykke fantastisk musik. Som om det at sætte ord på meningen med livet for ham var lige så naturligt som det at trække vejret.

"MIN DØD VIL være som et bestemt mønster, der forsvinder i vandet," sagde Watts. En dødsrefleksion, der i virkeligheden sagde lige så meget om hans opfattelse af livet: Skellet mellem menneske og natur var en kulturel konstruktion, mente han, og en sygelig en af slagsen. Forsøget på at styre sig selv og verden omkring sig var netop det, der gav folk den følelse af utilstrækkelighed i tilværelsen, de tavse bjerge og brusende trækroner levede så ganske lykkeligt foruden. I stedet burde man give slip og kaste sig ud i den strøm, livet var, når man bare var til stede i nuet. Være til ligesom træerne, blomsterne og mønstrene i vandet, uden dikkedarer.

En sjov anekdote i den forbindelse kommer fra én af Watts' venner, der i bogen hævder, at sommerfuglene altid samlede sig om og satte sig på Watts. Som om også de havde taget filosofien til sig.

MEN SAMTIDIG VAR Watts et ulykkeligt menneske, der især døjede med alkoholproblemer. For at tjene penge nok til at forsørge syv børn og konerne fra to forliste ægteskaber måtte han udgive nye bøger og holde foredrag konstant, efterhånden med længere og længere imellem de nye idéer og i en stadig mere sørgelig fysisk forfatning: i sine senere år drak Watts en hel flaske vodka om dagen. Allersværest var nok det, der ellers var hjørnestenen i hele Watts' filosofi, nemlig det at give slip:

"Ofte er alkoholikeren udmærket klar over, at han ødelægger sig selv, " skrev Watts i en af sine bøger. "Og alligevel bliver han ved med at drikke. For selvom han ikke bryder sig om det, er tanken om ikke at være fuld trods alt værre. At stå ansigt til ansigt med den nøgne, rå usikkerhed i verden, det er ikke til at holde ud."

SENERE, DA HAN lå på hospitalet, sagde han sørgmodigt til en af sine venner, at "Det her er sådan, jeg er. Jeg kan ikke lave om på mig selv." Og det var måske et meget præcist billede på Watts' tragedie, at han, hvis største drøm havde været at flakse rundt i livet som en sommerfugl, aldrig tænke, bare være, nu lå dér i en døende krop med det umulige ønske at ville være en anden.

Buffon som filosof

At Mariana Castillo Deball har studeret filosofi og til daglig ernærer sig som kunstner, prikker lidt til mistanken om, at hendes Chance, Intelligence, and Humor: An Interview with Gianluigi Buffon (Cabinet Magazine, efterårsudgaven 2005) er et stykke fremragende fiktion snarere end et journalistisk interview.

Den italienske landsholdsmålmand, der fire gange er kåret til Verdens Bedste Målmand af IFFHS, reflekterer nemlig så velartikuleret over sig selv og sin sport i interviewet, at han indimellem fremstår mere som en ordjonglør end som et ikon for det spil, man netop skulle synes, var et overflødighedshorn af nonverbal skønhed.

MEN FAKTISK HÆVDER Buffon præcis det modsatte: "En fodboldkamp er dybest set en leg med sprog," siger han på et tidspunkt. Tacklingerne, afleveringerne, løbene og skudforsøgene udtrykker en form for usynlig intelligens, som er svær at sætte ord på, fordi den ligger dybere i os end den del af vores eksistens, vi normalt formulerer os om. For Buffon er det en slags instinktiv intelligens, en fornemmelse af, at han gør det rigtige uden at vide hvorfor. Og fodbolden er det medium, der giver ham adgang til denne følelse af indforståethed med verden.

En parallel mellem sproget og fodbolden ser han i det forhold, at ligesom vi straks forstår en sproglig pointe, uden at vi først har analyseret den, så er den geniale pasning eller den akrobatiske redning sjældent en velovervejet handling, men en naturlig impuls, der opstår ud af et altopslugende nærvær i spillet.

"Det er, som når nogen i et snuptag vender en sætnings betydning på hovedet, og man kommer til at grine. Det er som et rum, der åbner sig bag min bevidsthed."

FOR BUFFON UDSPILLER en fodboldkamp sig som en flygtig fortælling uden ord, og han analyserer spillet, som var det en novelle. Historien bliver til, mens kampen spilles, og opløses igen, når kampen er slut, siger han. Men samtidig findes der myriader af bittesmå, selvstændige dramaer i kampen, og det er dem, der gør fodboldspillet spændende. En brutal duel mellem to midtbanekrigere eller en utilregnelig angriber over for en snu forsvarsspiller: Som alle kampens opgør har de bolden som et magisk, forhekset fikspunkt.

I DEN FORSTAND kan spillet synes enkelt, repetitivt og forudsigeligt. Den samme historie gentages gang på gang. Men spændingen findes i de små fortællinger, når en uventet finte eller en katastrofal tilbagelægning pludselig river sig løs af spillets faste struktur, og det er i de øjeblikke, at fodbolden for alvor lever for Buffon. Som et uregerligt kaos, det er hans umulige opgave at styre.

"Hver gang jeg går på banen, aner jeg ikke, hvad der vil ske," forklarer Buffon, "ikke mindst fordi min rolle som målmand handler meget om at observere, afvente og så reagere på det rigtige tidspunkt."

"Uanset hvor meget jeg træner, vil jeg aldrig kunne få fuldstændig styr på situationen, og det er den usikkerhed, jeg virkelig godt kan lide."

Fodboldangst

Selv sublime fodboldspillere overvældes af spillets iboende uforudsigelighed. Faktisk beskriver Guardian-journalisten Jonathan Wilson i Inverting the Pyramid: A History of Football Tactics (2008), hvordan flere af spillerne på det legendariske Inter-hold fra 1960erne, kendt som La grande Inter, kastede op, inden de løb på banen i Europa Cup-finalen mod Celtic i 1967, som de tabte 2-1.

HOLDETS TRÆNER HELENIO Herrera havde i sine unge dage været en fysisk betonet forsvarsspiller med et beskedent talent og et dårligt knæ, og det var, som om hans egen middelmådighed som spiller havde givet ham en nærmest religiøs tro på slid og selvopofrelse.

Hver morgen reciterede han ordene "Jeg er stærk, jeg er rolig, jeg frygter ingenting, jeg er smuk" for sig selv, mens han dyrkede yoga, og han gik sjældent i seng efter klokken 21. Den eneste pyntegenstand på hans værelse var et krucifiks, og den bedste kompliment, han nogensinde havde fået, sagde han, var, at han arbejdede 30 timer i døgnet.

Sit asketiske livssyn overførte Herrera til fodbolden. Wilson fremhæver i sin bog Herreras hold som det mest ekstreme eksempel på catenaccio, en form for fodbold, hvor kontrol og organisation i det defensive spil var de vigtigste dyder. Snarere end at skabe spillet selv skulle Inter ødelægge det for modstanderen med stram disciplin og kynisme, mens Herrera uden for banen holdt sine spillere isoleret i træningslejren, hvor han vågede over deres nattesøvn og plejede dem med eksotiske urter (og, har flere hævdet, andre medikamenter).

MED TRE ITALIENSKE mesterskaber og to triumfer i Europa Cup'en gav opskriften pote. Men den måde, hvorpå Inter nærmest paranoidt forsøgte at gardere sig mod nederlag, satte sig efterhånden i spillerne som en ulyst til at spille, og allerværst blev det i Europa Cup-finalen mod Celtic.

Forsvarsspilleren Tarcisio Burgnich husker, hvordan han og værelseskammeraten Giacinto Facchetti sad oppe til langt ud på natten, mens holdets kaptajn Armando Picchi kastede op inde ved siden af. At ligge søvnløs var blevet reglen snarere end undtagelsen på holdet, og om morgenen og i omklædningsrummet inden kampen var der endnu flere af spillerne, der brækkede sig.

Inter kom tidligt foran på et straffespark i det 7. minut, men ifølge Burgnich kunne spillerne mærke allerede efter et kvarter, at de ville tabe kampen: "De mejede os ned over alt på banen. Det var et mirakel, at vi stadig var foran 1-0 ved pausen."

WILSONS SKILDRING AF La grande Inter giver på den måde indtryk af et hold, for hvem det enorme fokus på kontrol blev til en angst for overhovedet at spille. Fordi fodboldspillets uforudsigelighed for Herrera var et onde snarere end udgangspunktet for sprudlende, fantasifuld improvisation på banen, endte Inter i finalen mod Celtic i en tilstand af handlingslammelse og afmagt.

Holdkaptajnen Picchi udtrykte det måske mest præcist, da han på et tidspunkt efter Celtics udligning råbte til sin målmand Giuliano Sarti, "Guiliano, lad bolden gå ind, lad den nu bare gå ind. Det nytter ikke noget, de scorer alligevel før eller siden."